Bekæmpelse af bananfluer

Bananfluer på frugtBananfluen, også kaldet frugtfluen, vinfluen eller eddikefluen er en lille, gulligbrun flue på 3 – 4 mm. De formerer sig hurtigt og kan på deres ganske korte levetid nå at lægge helt op til 200 æg. Selvom man hovedsagligt ser dem om sommeren kan de yngle indendørs året rundt.

Bananfluer tiltrækkes af rådden (gærende) frugt og grøntsager, madrester og sjatter af vin, øl og mælk. Beskidte tallerkener med ketchup, marmelade, eddike er også noget der tiltrækker de små bæster. Det er også derfor man ofte finder dem i køkkenet. Du vil her på siden finde flere forskellige metoder til at få kål på fluerne og gode råd til hvordan du kan forhindre dem i at komme igen.

 

Er bananfluer farlige?

Selvom flere insekter, her i blandt fluer, kan overføre baktier og smitte, er der umiddelbart ikke noget at frygte her. Flueeksperten og forsker i fluer, Thomas Pape, har udtalt.

Selvom det er irriterende at blive hærget af bananfluer, så er det ikke noget at være bange for. De små kræ udgør ingen smittefare, selvom man kan synes, de er ulækre, understreger flueforskeren.

– Kilde: Videnskab.dk

Hvordan forhindrer man bananfluer?


  • Vask altid beskidte tallerkener, bestik og glas af. En beskidt tallerken der får lov at stå kan nemt tiltrække bananfluer.
  • Rengør køkkenvask og rens afløbet. Madrester sætter sig ofte ved afløbet og er nemme at overse. Hæld evt. afløbsrens i afløbet for at dræbe bananfluer der måske yngler der.
  • Rengør karkluden / køkkensvampen og hold den tør. Vrid karkluden før du hænger den op og lad den ikke ligge i vasken. Husk at skifte den minimum hver dag.
  • Tør brødkrummer op fra skabe, borde og gulvet.
  • Tøm skraldespanden. Gør det minimum hver dag i sommerperioden og evt. med det samme, hvis du smider gammel frugt og grøntsager ud.
  • Gør rent omkring komfuret.
  • Fjern gamle planter / krydderurter. Er purløgene eller persillen ved at være vissen? Dette kan meget nemt tiltrække bananfluer.
  • Lad ikke øl og vin-flasker stå fremme. Bananfluer tiltrækkes af øl- og rødvinsrester, da de kan lugte den gæringsproces det har været igennem.
  • Frugtlugtende opvaskemiddel (Citron, m.v.) kan også tiltrække bananfluer. Skift evt. til en mere neutral duft.
  • Dæk din frugtskål til med en tallerken eller opbevar frugten i køleskabet.

 

Produkter til bekæmpelse af bananfluer

Bananfluer på fluepapirFrygt ikke, der findes heldigvis flere forskellige produkter til at komme bananfluerne til livs. Langt de fleste kan købes i det lokale byggemarked (F.eks. Silvan), men kan også købes online hos webshops der specialiserer sig i bekæmpelse af skadedyr.

Et af de nok mest klassiske produkter til at bekæmpe fluer er fluepapiret. Selvom det er en gammel opfindelse er den stadig yderst effektiv. Det koster typisk omkring 25 DKK for en pakke med 4 ruller, så prisen er overkommelig.

Du hænger rullen med fluepapir der hvor der er flest bananfluer, f.eks. over køkkenvasken. Klistret holder i lang tid og indeholder hverken gift eller insektmiddel. Husk dog at hænge den udenfor rækkevidde for børn og husdyr. Den må heller ikke hænge i direkte sollys, da limen ellers tørrer og må heller ikke hænge i træk (Fluepapir og tapet er ikke den bedste kombination).

Et andet produkt du kan bruge er de såkaldte bananfluefælder (går også under navnet frugtfluefælder). Det er en beholder bestående af noget lokkemiddel der fanger bananfluen, hvorefter den drukner i væsken. Flere af disse produkter er også giftfrie. Men faktisk kan disse produkt laves for næsten ingen penge selv og hvis du foretrækker, kan du lave en fælde der fanger fluen uden at slå dem ihjel, så du kan slippe dem fri efterfølgende. Du får en guide til hvordan du laver en nedenunder.

 

Lav din egen bananfluefælde


Du kan nemt og billigt at lave din egen banafluefælde.
Det du skal bruge er:

  • Et stort rent glas med skruelåg (F.eks. Syltetøjs-, Nutella- eller Rødbedeglas) eller en anden slags klar beholder.
  • Et stykke gammel frugt uden skræl.
  • Evt. vin eller balsamico-eddike.

Lav nogle små huller i skruelåget med f.eks. et søm, en proptrækker eller spidsen af en kniv. Læg det gamle stykke frugt ned i glasset og hæld vin eller balsamico-eddike i op til 1 – 2 cm højde, hvis du ønsker fluen skal drukne. Stil glasset hen til det område hvor der er flest bananfluer og lad det herefter stå. Bananfluerne vil blive tiltrukket af lugten og kravle ned i glasset, men vil ikke kunne komme op igen.

Har du ikke et glas med skruelåg, kan du i stedet bruge en skål og noget folie. Læg det gamle stykke frugt op i en skål og fyld evt. vin eller balsamico-eddike i og træk herefter et stykke folie hen over skålen. Lav nogle små huller med en gaffel.

Vil du se hvordan det virker? Se videoen herunder.

 

Hvis du ikke selv kan få has på dem og du har brug for professionel hjælp, kan du finde en liste over skadedyrsbekæmpere her.